Hvor det præcis startede er svært at sige. Måske var det Jules Verne, en verdenomsejling under havet, med den famøse Kaptajn Nemo ombord på Nautilus. Ikke at det havde noget med bjerge at gøre, men eventyret, det uopdagede, var fantastisk og noget der kunne få mig til for alvor at drømme mig væk i barndommen.
Min tidlige barndom var ellers ikke fyldt med udenlandeseventyr – Det var en tur til Tyskland i vores Daihatsu, det kunne blive til. Men hver eneste sommer gik ferien ombord på Neslein, en 25 fods Jeanneau Sangria sejlbåd. Det var et ganske fint skib efter datidens normer – Ikke prangende men fint. I dag ville de færreste familier kunne leve 5-7 uger under de forhold. Neslein var for øvrigt mine forældres “geniale” påfund , og er Nielsen stavet bagfra, hvis du ikke allerede har opdaget det.
Det var nogen fantastisk somre – Nye havne, nye lejekammarater, godt vejr, voldsomt vejr. I sandhed en sommerferie i naturens magt, hvor man måtte vente på de rette vejr, hvis turen skulle være familievenlig.
Bjergene kom først ind i billedet senere.
Det startede med en tur til Rom i 9 klasse. Der var udflugt til toppen af Vesuv (1281 meter). Det havde intet med bjergebestigning at gøre – Ej heller trekking, da turen derop foregik i bus. Men det var noget helt specielt ved at stå og se ud over Napoli. Vulkanen i sig selv syntes jeg ikke var specielt spændende – Men bjergsiden, forestillingen om at gå herop i stedet for turistbussen – Der lå eventyret, og det der trak i mig.
Efterfølgende kom bjergene ind i mit liv gennem skiture. Men igen var der noget underliggende der var den virkelig fascination. Turen op med Carosello 3000 liften i Livigno, var selvfølge flot, med blå himmel. Men det at stå deroppe og se ud over alle de uudforskede toppe! Det var her det fantastiske lå!
Det sammen med køreture gennem Norge eller rundt i sydspanien. Bjergtoppe – og tanken om hvordan man kunne komme derop.
Men så skete det! Gennembruddet! Hele forskellen!
I 2017 møder jeg Louise – En kæmpe kærlighed – En berejst pige, der ikke var bange for noget! Bortset fra edderkopper og andre tåbelige ting – Men ikke faldskærm, elastikspring, hængebroer af tvivlsom forfatning.
Louise rejse i 2015 til Nepal for at være der i en længere periode og oplevede det voldsomme jordskælv. Det er en helt anden historie men hun beslutter sig for at bliver i stedet for at flygte ud af et smadret Nepal som alle andre. Hun samler ind til nødhjælp og går hvad hun nu engang kan.
Da jeg hørte denne historie, er min første tanke – Jeg må se det land, damen taler om. Jeg må prøve at forstå. Og her rammer det – Det starter allerede på vej ned i Kathmandu dalen med udsig til Everest.
Det næste der rammer er Nepal – Fantastiske, kaotiske, smukke, beskidte og totalt ustrukturerede Nepal. Og så et af de steder jeg har været mest afslappet – Nogensinde. Det er virkelig modstridende, men Nepal kan noget jeg ikke har oplevet nogen andre steder i verden.
Noget skal man gætte sig til i Nepal
Thamel Kathmandu
Vi tilbringer en uges tid i Kathmandu og rejser videre til Pokhara, her trekker vi op til Australien Camp (2095 meter). Ikke nogen kraftanstrengelse på nogen måde, men smukt var det! Men næste morgen skete det. Vi stod op kl. 05:30, fik kaffe og så så solen rejse sig i øst og langsomt lyse Annapurna I op.
Det er det mest fantastiske jeg har set. Et øjeblik jeg aldrig glemmer og et øjeblik jeg ofte tænker tilbage på.
Den oplevelse er årsagen til jeg har startet hele dette projekt!
